Dommer i European Cricket Championships

af Thomas Kentorp

Vagtskifte

I sæsonen 2002 var det blevet tid til den helst store udskiftning af træner og ledere omkring DCF’s landshold. Efter at have fungeret som holdleder for landsholdet og DCF’s landstræner Ole Mortensen siden 1998 var jeg blevet afløst af Bent Rossen min gamle klubkammeret og landsholdsspiller fra AB, mens Søren Henriksen havde sagt ’ja’ til en etårig landsholdskoordinator kontrakt med DCF.

Det meget velfungerende dommerprojekt under DCF med Bjarne K. Jensen i spidsen havde fået overdraget kompetencen til at udtage den neutrale danske dommer, der skulle med til European Cricket Championships i Belfast. I DCF’s bestyrelse satte vi dog en betingelse overfor dommerprojektet. Det var efter vores mening også blevet tid til en udskiftning på dommersiden. Efter at have deltaget i samtlige internationale turneringer siden vistnok 1990 måtte ”Danmarks bedste dommer” Johan Luther overlade pladsen til en anden ivrig dommer. Ikke fordi Johan ikke var en værdig repræsentant for Danmark, men for at skærpe incitamentet for de danske elitedommere. Johan Luther var selvfølgelig skuffet, hvilket er en helt naturlig del af at være ambitiøs med sin sport.

Skæbnens ironi var imidlertid, at der ikke var nogen af vores øvrige anerkendte danske dommere, som kunne tage ferie i den næstsidste uge af juli 2002 for at dømme i Belfast. DCF’s bestyrelse besluttede derfor at sende undertegnede med landsholdet til Belfast. Det havde i øvrigt den sidegevinst, at jeg kunne være kassemester og hjælpeturleder for Bent Rossen, der trods alt var ny i faget.

Forberedelse

Det at være dommer til et EM er ikke sådan en venstrehåndsopgave. Der skal forberedelse til, fandt jeg ud af. ECC’s dommeransvarlige Graham Cooper fremsendte et hel pakke med turneringsregler og forslag til forberedelse til de udvalgte dommere. Der var en del regler og forhold, som er anderledes end i elitedivisions kampene i Danmark. Blandt andet er der indført en tredjedommer, som skal være tilrådighed og assistance for de to hoveddommere i løbet af kampen. Desuden er det kun en hård bold over hoftehøjde, der skal dømmes fejl bold. Der er som noget nyt også en grænse med hensyn til, hvor tæt markspillerne må fielde foran gærdet.

I de fremsendte papirer kunne jeg læse, at jeg skulle dømme to kampe i 1. division henholdsvis fredag den 26. juli og lørdag den 27. juli. Det var kampene Irland mod Skotland og England mod Skotland. Derudover ville den dommeransvarlige på baggrund af præstationerne og vurderingsskemaerne udtage dommerne til de resterende kampe.

Den øvrige forberedelse ud over at læse papirerne fra ECC var, at jeg den 11. juli dømte den ene af kampene mellem landsholdet og MCC på Svanholm Parks nye græspitch . Danmark vandt kampen forholdsvist sikkert, selvom jeg ’brillerede’ med tre ben for kendelser i Danmarks halvleg. Især den danske anfører Morten Hedegaard skulede til mig, da han blev snydt af den karismatiske hollandske venstrehåndsbowler Leon Landers hurtige bold. Det er klart, at der er flere ben for kendelser i en kamp, der spilles på græs end en kamp på vores almindelige danske måtte. Jeg vil vove den påstand, at det er nemmere som dommer at bedømme højden på bolden på græsunderlag end på kokosmåtte.

Nordirland

Da vi ankom til Belfast var det pragtfuldt vejr om torsdagen, hvor landsholdet trænede i Stormont. Jeg tog et par omgange powerjogging rundt om Stormont Military Ground, der ligger i den flotte park ved det nordirske parlament. Min selvtræning er altid en succes hos landsholdsspillerne. Det giver nemlig Aftab Ahmed lejlighed til senere på dagen at give sin helt specielle ’Sofus Krølben’ imitation. Efter at Ole Mortensen er holdt op som træner, er jeg den suverænt mest hjulbenede i truppen.

Vi trænede samtidig som Østrig, som var en rigtig ’blandet landhandel’ af helt unge spillere og et par halvgamle. ICC Development Programme har stillet en træner, den tidligere Somerset C.C.C. spiller Gary Palmer, til rådighed for Østrig, på samme måde ICC gør det muligt for vores landshold at få den tidligere engelske testspiller Roland Butcher til Danmark til træningssamlinger. Den entusiastiske Gary Palmer var virkelige kommet på lidt af en opgave. Østrigerne var kun tolv mand, så det var en smal trup. Hvis jeg havde været østriger, var det lige før, at jeg havde fået en landskamp i mine velmagtsdage.

Det skulle så vise sig at være sidste gang, at vi så solen under den turnering. Alle kampene om fredagen regnede væk, uden at der blev spillet en bold. Jeg sad sammen med min nye ven, dommeren Bill Smith fra England, i Lisburn og kiggede på regnen sammen med de irske og skotske spillere. Heldigvis var søndagen afsat til regnvejrskampe, så kl. 14.30 aftalte man at mødes igen om to dage, samme tid og sted om søndagen.

Det betød, at min første kamp blev kampen Skotland mod England lørdag den 20. juli, som på grund af den megen regn var blevet flyttet til banen i byen Larne, der ligger helt ude ved østkysten, hvor der i øvrigt er en færge til Skotland. Det blæser en halv pelikan derude, hvilket betyder, at banen altid er tør. Jeg dømte sammen med den irske dommer Eric Cooke. Mens tredjedommeren var den ambitiøse Trevor Henry også fra Irland. Trevor Henry piskede rundt hele dagen og gjorde sig bemærket. Jeg tænkte på det tidspunkt, at det var måske helt i orden, at de lokale dommere gik en del op i tredjedommer opgaverne. Det var sikkert derfor, at der var 10 irske dommere med, for at tage sig af disse (undskyld udtrykket) lidt sekundære opgaver. Men jeg skulle blive klogere – meget klogere.

Kampen England mod Skotland udviklede sig til en af de mest mærkværdige kampe, jeg har deltaget i. Efter at England med møje og besvær havde skrabet 163 points sammen på sine 50 overs med den tidligere countyspiller (Glamorgan) Ismail Dawood som topscorer, så Skotland ud til at køre kampen stille og roligt hjem, da holdet var 160 points for tabet af 4 gærder. Men så skete det usandsynlige i kampens næstsidste over,  at den engelske anfører Steve Foster tog tre gærder (triple-wicket maiden) samt en løbet ud. Og i kampens sidste over tog turneringens bedste spiller Steven Chapmann fra Northumberland de to sidste gærder med sine venstrehånds spinnere. Seks gærder faldt for 1 point og England – de senere vindere af turneringen – havde gjort det umulige og vundet kampen med 2 points. Skotterne var ’shell-choked’, som det hedder derovre. Trænerne Mike Hendrick og australieren Juggs sad bare og stirrede ud i luften. De havde ikke engang overskud til at uddele skideballer. Det var en lang totimers tur hjem til Belfast for skotterne (fællesbus med englænderne!).

I Lisburn dagen efter fik vi afviklet Skotland mod Irland i god ro og orden. Der var vel omkring 300 tilskuere forbi i løbet af dagen. Jeg er meget overrasket over, hvor stor en sport cricket i virkeligheden er i Irland og Nordirland. Der er en cricketbane i de mindste byer, og selv aviserne skriver om cricket. Desuden er antallet af frivillige rundt omkring på banerne helt enormt. Bill Smith og jeg blev behandlet som små konger i Lisburn. Tænk hvis der var samme respekt for dommerne i Danmark! Så tror jeg også, at dommerstanden blev bedre herhjemme. Selvtillid betyder bare så meget i sportens verden i dag  – også for dommerne. Skotland slog hjemmeholdet Irland med 5 stående gærder efter at Irland blot havde scoret 122 points. Skotland er et meget disciplineret kaste- og markhold, og der er absolut ingen protester og ’sledging’ overfor dommere og modstandere undervejs. De skotske åbningskastere Paul Hoffman (tidligere Tasmanien) og Kevin Thomson bowler ’line and length’, mens den unge off-spinner Majid Haq tager gærder, når modstanderne skal forcere. Det fik vores U 23 landshold at mærke i Deventer, Holland ugen efter, hvor ”Magic”, som Majid Haq kaldes, tog 4 gærder for 20 på sine 10 overs mod Danmark U 23.

Skuffelse

Det var en helt forrygende indledning på European Championship for DCF’s udsendte dommer. To topkampe og fine karakterer i dommerbedømmelserne fra anførerne. Derfor var skuffelse også ekstra stor, da dommerprogrammet for den resterende del af turneringen blev offentliggjort søndag aften. Principal Umpire Graham Cooper havde besluttet, at alle 19 dommer i turneringen i princippet var lige gode, uanset hvilket land de kom fra, og hvilken erfaring de havde. Der var således pludselige kampe i 1. division til de 10 dommere fra Irland samt dommerne fra Tyskland, Israel og Gibraltar. Der stod min nye ven Bill Smith og jeg og skulle forlige os med tredjedommer tjanser og dommergerninger i 2. division. Vi tog et hurtigt møde i baren over en pint Guinness og besluttede at holde ’gode miner til slet spil’. Vi måtte nyde resten ugen og hygge os med kampene i 2. division. Det var konklusionen.

Den hollandske dommer Chris Pickett, som havde fået nogenlunde samme program som Bill og jeg, så lidt anderledes på situationen. Han ville rejse hjem straks, for han var ikke kommet til Belfast for at dømme Portugal mod Israel, som han sagde. En samtale under fire øjne med den hollandske chairman Rene van Iershot fik dog Chris Pickett på andre tanker. Chris gjorde en kanonindsats som tredjedommer i kampen Østrig mod Frankrig om torsdagen, som Bill Smith og jeg dømte på banen i Shaw’s Bridge. Der var fuld service og drinks i pauserne. Det kalder jeg respekt for en formand. Endnu et punkt hvor vi kunne lære lidt her i Danmark.

2. division

Jeg må sige, at standarden i 2. division overraskede mig positivt. Cricketforståelsen og spillet er blevet meget bedre. ICC’s og ECC’s udviklingsprogram med uddannelse og trænerassistance i hele Europa har virkelig hjulpet. Jeg var tredjedommer i kampen Frankrig vs. Portugal om mandagen og var vidne til en glimrende kamp, som Portugal vandt nogenlunde sikkert. Kampen foregik på min favoritbane i Lisburn, hvor jeg pga. den første regnvejrskamp nu havde været 3 gange og var kommet på ’how are you?’ og ’good to see you’ med alle. Jeg måtte have et par af de fine nye blå DCF slips frem ’fra gemmerne’. Chefredaktør Lars Hansen har ret. Det med uddeling af slips går aldrig af mode i cricketverden.

Dagen efter dømte jeg den kamp, der skulle vise sig at være finalen i 2. division mellem Tyskland og Gibraltar på banen i Bready, som ligger en tretimers tur i bus fra Belfast ved den nordøstlige kyst. Banen var meget våd, så vi kom lidt sent i gang, men hvilken kamp. Jeg blev involveret i min anden ’nail biter’ af en cricketkamp under EM. Gibraltar vandt med 3 points, da Tyskland ellers suveræne gærdespillere Mark Brodersen (Husum C.C.), Renald Buss (Husum C.C.) og Hamid Bhatti tog for let på Gibraltars indledende score på 148 points. Jeg kom i fokus (som sædvanligt vil Svanholms Allan From sikkert sige) ved kampens sidste gærdefald, da Tysklands tailender Jacob Bumke fik en kant på bolden nedad legsiden, og Gibraltars keeper Richard Buzaglo tog et lavt greb. Jeg gik hele vejen ud til min skotske meddommer John Thallon i square leg og spurgte ham: ’Did that carry?’. John svarede: ’Yes, that did carry, and sure there was a nick’. Som der står i reglerne, gik jeg derefter, mens spillere og tilskuere ventede i ’larmende’ tavshed, hele vejen tilbage til min plads bag gærdet igen og dømte Jacob Bumke ’grebet ud’. Gibraltar brød ud i vild jubel. Gibraltar spillerne vidste nemlig, at dette betød, at de selv kunne afgøre 2. divisionsmesterskabet med en sejr i den sidste kamp mod Israel.

Tysklands træner Ole Mortensen så lidt ’stram ud i betrækket’, da jeg kom ud. Men heldigvis er Ole en mand, der vil have orden i sagerne, så han tog straks et alvorsord med den skuffede og halvt protesterende Jacob Bumke. Lidt modvilligt fik Ole bekræftet, at der havde været en kant på bolden. Derefter fik jeg så et ’tak for kampen’ fra Ole Mortensen. Det håndtryk var jeg rigtig glad for. Det skal siges, at Tyskland var det bedste hold i 2. division med den ’outstanding’ leftarm slow/medium kaster Rehman. De fleste undte imidlertid virkelig Gibraltar at vinde 2. division. Gibraltar har flere spillere, der har været med i samtlige European Championships turneringer samt ICC Trophy, blandt andet anføreren Christian Rocca og kasteren Gary De’ath.

Farvel Belfast

Den næstsidste dag blev brugt til at se Danmark blive slået af England med 10 stående gærder. Kampen var blevet udsat pga. en våd bane i Londonderry og blev så spillet på den anden fastsætte ekstra regnvejrsdag om onsdagen. Det betød, at Danmark ’spillede’ cricket 7 dage i træk under EM. Hårde betingelser, men hvis det kan være nogen trøst for de danske spillere, så er Belfast ikke en særlig attraktiv shopping by. Nederlaget til England kunne være blevet knap så stort, såfremt den benovede lokale irske dommer havde dømt den engelske stjernespiller Steve Foster ud på verdens største ben for på Lars Hedegaards kastning. Steve Foster var faktisk på vej mod pavillonen, da han hørte ’not out’ og skyndte sig tilbage. Efter kampen udtalte den engelske anfører, at han aldrig var blevet ’trapped’ i en større ben for i sin karriere. Mickey Lund og Omar Farooq spillede godt med gærdet til sidst i den danske halvleg og redede lidt af æren for os. Englænderne var rigtig stærke og havde desuden en fantastisk teamspirit, hvor de havde masser af sjov og ballade uden for banen, men når der blev spillet cricket, var der ingen pardon, så var det kun sejre, der talte. De engelske spillere måtte dog overgive sig i bussen på vejen tilbage til Belfast, da Mickey Lund gav sin berømte sang (læs: berygtede) ”There’s a woman in red …”.

I min sidste kamp under EM Frankrig mod Østrig var jeg blevet forfremmet fra tredjedommer til at stå ’på midten’ sammen med min nye ven Bill Smith, som i øvrigt er fuldtidsdommer i Gloucestershire League og C&G Trophy. Det var virkelig lærerigt at dømme sammen med en så rutineret dommer som Bill. Jeg fik forståelsen for, hvor vigtigt det er at være et dommerteam, der står sammen undervejs i en cricketkamp. Bill Smith bakkede mig op i alt, selv da jeg fejlbedømte en østrigsk full pitcher over hoften med det resultat, at jeg dømte den franske spiller ’not out’ som ellers skulle have været grebet ud. (Det havde været en fejl bold i Danmark). Frankrig vandt kampen sikkert, men jeg må sige, at Østrig var blevet et bedre hold, end det jeg så den første dag under træningen i Stormont. ECC træneren Gary Palmer havde gjort underværker på en uge.

Jeg var meget heldig med at få nogle velspillet og spændende kampe i såvel 1. division som 2. division, så jeg kan faktisk ikke klage over programmet for dommerne. Dog mener jeg, at ECC burde have gjort klart inden turneringen, hvordan dommerfordelingen ville blive foretaget. Eftersom det altid har været kutyme, at dommere fra 1. divisions nationer dømmer 1. divisions kampe, så bør en ændring meddeles til landene, inden turneringen starter. Så har de udtagne dommere muligheden for eventuelt at melde fra.

Jeg håber fortsat, at DCF vil afsætte midler til at sende en dommer med på landsholdsturene. Det er virkelig ”prikken over i’et” at få lov til at dømme under så velordnede og professionelle forhold, som jeg oplevede under European Cricket Championships 2002 i Belfast. Tak til DCF for en stor oplevelse.

Dit indlæg eller kommentar til ovenstående er velkommen.